Københavns Kommunes logo

Fakta om frivillighed

Lidt tal og fakta om frivillighed
Frivillige kræfter hverken kan eller skal være en erstatning for kommunens løsning af kerneopgaven. I kommunen løser vi de opgaver, der står beskrevet i lovgivning og kvalitetsstandarder. Frivillige udfører opgaver, der ligger uden for dette område.
Gitte Frydensbjerg
Frivillighedskoordinator i Socialforvaltningen

Så mange danskere udfører frivilligt arbejde

Godt 40 procent af danskerne laver frivilligt arbejde, og de lægger tilsammen en million timer om dagen. 30 procent svarer, at de enten er eller tidligere har været frivillige inden for det sociale område eller sundhedsområdet.

Derfor er danskerne frivillige

85% er frivillige for at hjælpe andre og gøre en forskel

73% er frivillige for at have det sjovt

69% er frivillige på grund af det sociale netværk og fællesskab

Flest frivillige blandt teenagere og seniorer

Unge mellem 16-29 år og seniorer over 70 år tegner sig for den største andel af de frivillige med henholdsvis 43 og 42 procent. Den laveste andel af frivillige er blandt de 30-39-årige samt de 50-59-årige. Hos de 30-39-årige er der den største regionale forskel. I landkommuner er 41 procent af de 30-39-årige frivillige, hvor landsgennemsnittet for aldersgruppen er 35 procent. Dette kan formentlig forklares med, at fritidstilbud for børn ofte er koblet til foreningslivet i landkommunerne, hvor forældrene deltager heri. 

Køn og frivillighed

Der er næsten ingen forskel på andelen af kvinder og mænd, som har udført frivilligt arbejde inden for det seneste år. Der er dog stadig forskel på, hvor kvinder og mænd engagerer sig mest. I det sociale arbejde er der fx flest kvinder, og på idrætsområdet er mændene stadig i overtal. 

Geografi

Folk i storbyerne er mere tilbøjelige til at lave frivilligt arbejde inden for socialområdet. Til gengæld er folk bosat i mindre byer oftere aktive i de lokale idrætsforeninger.

Ifølge Frivilligrapporten 2019-2021 kan man se, at 44 procent af borgerne i Region Sydjylland laver frivilligt arbejde mod et samlet tal for hele landet på 40 procent. Region Midtjylland er næstbedst med 43 procent, mens Region Sjælland og Region Hovedstaden ligger sidst. Her er 36 procent af borgerne frivillige.

Kilde: Center for Frivilligt Socialt Arbejde - Fakta

 

Vidste du at...

  • hvis man arbejder frivilligt fordobler man sine chancer for høj mental sundhed?
  • man som frivillig udvikler ens kompetencer og selvtillid samt oplever større meningsfuldhed og et fællesskab? Tre ting der alle styrker ens mentale helbred.

Kilde: ABC for mental sundhed

Center for Frivilligt Socialt Arbejde

Hos Center for Frivilligt Socialt Arbejde finder du den nyeste viden om det frivillige sociale arbejde. De gennemfører analyser af frivilligheden i Danmark, og indsamler løbende viden om dansk og international frivilligforskning.